De mindre besværlige:
Nutcracker på Manure
Pile buttress, 5.8-9, 5 reblængder:
Dette er uden tvivl den nemmeste halvlange
rute i dalen. Og det er bestemt ingen hemmelighed, så
der er altid en lang kø under hver standplads hele
vejen op. Det hjælper selvfølgelig heller ikke
at tilgangen er overstået på under 5 minutter.
Klatringen er af høj kvalitet følgende usammenhængende
riss på stejle slabs, med hver eneste bevægelse
interessant og fornøjelig. Et eller andet sted deroppe
er en relativt hårrejsende mantel, som kræver
tiltro i sine klatreevner et stykke over den sidste sikring.
Jeg har klatret denne rute mange gange dog aldrig forsøgt
den oprindelige første længde da der er en charmerende,
dog glat 5.9 fingerriss variation en smule til højre
for den originale start.
Braille
Book på Higher Cathedral Rock, 5.8, 5 reblængder:
Interressant klippe og et par brede passager gør denne
rute til en klassisk udflugt. Braille er engelsk for blindeskrift
og det er præcis hvordan klippen er. Der er greb overalt
på de underlige forknudrede formationer og chickenheads
der dækker denne del af væggen. Dette gør
de stejle riss mere tilgængelige, især når
det bliver en smule over næve størrelse her og
der. Tilgangen er lang, stejl og kompliceret. Forvirrende
stier nede i skoven, efterfulgt af vedvarende talus. Vi klatrede
denne rute en eftermiddag i september 92 efter at ha gjort
nærliggende Higher Cathedral Spire samme morgen, en
god ide siden tilgangen er det hårdeste aspekt i denne
kombination.
Crest Jewel
på North Dome, 5.10-, xx reblængder:
Denne slabvandring er ikke en af mine favoritruter. På
trods af al den fine omtale den har fået i diverse tidsskrifter
fandt jeg den overgraderet og en smule kedelig. Der er dog
en fin udsigt undervejs og den ender på en prominent
top. Klatringen er sikker og ligefrem uden overraskelser.
Hver eneste vanskelig passage har de nødvendige borbolte,
hvorimod der til tider kan være et stykke vej imellem
dem når det er nemmere. Hvad ruten mangler i eventyr
får man i rigelige mængder på tilgang og
nedstigning. North Dome sidder oppe på kanten af the
Valley, 500 meter over dalbunden. Første problem er
at finde den bedste vej til starten. Her er fire muligheder
der alle har deres fordele og ulemper: 1) Kom ind ad bagvejen
fra hovedvej 120, en lang eksemplarisk bushwhack med store
navigations udfordringer. Kort og kompas nødvendige.
Det er dog den mindst seriøse tilgang. 2) Klatre Royal
Arches ruten (5.9- A0, 14 reblængder), efterfulgt af
Crest Jewel. En laaang dag, bedst for hurtige klatrere med
lokalkendskab. 3) Kom op ad North Dome Gully, en gruset samling
render og eksponerede hylder der i bedste fald er en tidskrævende,
svedig scramble. Det er den mest direkte vej, men bestemt
også den mindst tiltrækkende. På den anden
side er det en vigtig rute at lære siden dette er den
nemmeste vej ned i dalen i dette område, og er brugt
som nedstigning for alle ruter på Washinton Column.
4) Klatre sydvæggen på Washington Column efterfulgt
af Crest Jewel. Siden sydvæggen er en bigwall, omend
en mindre en af slagsen, vil de fleste medbringe hejsesæk
med let bivouak udstyr osv. Det er derfor muligt at ha en
bekvem lejr på toppen og klatre Crest Jewel dagen efter.
Det var sådan vi gjorde det i maj 88.
Regular
Route på Higher Cathedral Spire, 5.9, 5 reblængder:
Beklageligvis husker jeg stort set intet angående denne
rute, dog fremgår den i mine noter som besteget. Måske
betyder det at den var uden mindeværdig klatring. Det
er dog en fin top. Et højt, slankt tårn med fantastisk
udsigt. Guidebogen viser noget om et nyligt stenskred der
måske har ændret rutens karakter.
East Buttress
på Middle Cathedral Rock, 5.9, A1, xx reblængder:
Nu vi er ved de mindre bemærkelsesværdige ruter
i denne samling, hvorfor ikke nævne denne. Jeg klatrede
den med Harremoes i 90 på en månedslang USA tur,
hvor vi gjorde mange fine bestigninger. Dette var ikke en
af dem. Hvordan den nogensinde fik sideplads i den ellers
så indflydelsesrige bog 50 Classic Climbs in North America
ved jeg ikke. Crux reblængden er ikke speciel god og
langt hårdere end noget andet undervejs, med en borboltstige
og et besværligt overhæng. Den går frit
omkring .11, og ikke .10c som guidebogen beskriver. Resten
er ubetydeligt og usammenhængende, uden estetisk tiltrækning.
Fordi den er repræsenteret i ovennævnte bog, også
kaldet 50 Crowded Climbs, er der en evig kø ved foden.
Oven i dette var der i 2001 et enormt stenfald i nedstigningsrenden
der fjernede alle abseil ankre og fyldte den med løse
blokke.
Central Pillar of Frenzy
på Middle Cathedral Rock, 5.9-10, mindst 5 reblængder:
Her en en virkelig fin og varieret friklatre tur på
fast Yosemite granit af Cathedral varianten. Her på
denne side af dalen på de enorme Cathedral formationer,
direkte overfor El Cap, er klippen underligt nok mere klatrebar.
Der er flere væggreb og ujævnheder. Du finder
få af de lange paralelle riss der er så typisk
for Yosemite og som hurtigt sender sværhedsgraden op
i 5.11 terræn. De fleste gør kun de første
5 længder på Central Pillar, dog er der mere fin
klippe højere oppe. Klatringen er pænt varieret
med en underlig klatpoleret kamin i begyndelsen (cruxreblængde),
efterfulgt af et af de bedste nier fingerriss i dalen. Derefter
er der et simpelt håndriss der fører op til et
stort grimt overhæng med en forbavsede nem udvej. OW
og andre udfordringer følger. Der er faste ankre indtil
5 standplads, så man bekvemt kan abseile når man
vil. Denne lave commitment faktor vil tiltale nyankomne med
en baggrund i fuldt udstyrede ruter. Pas på den reb-ædende
risskamin på tredje længde når du hiver
rebene ned.
De forholdsvis vanskelige
South Face på
Washington Column:
Første storvæg i Yosemite, siden jeg som en pæn
og artig klatrer fulgte den anbefalede vej til El Cap, først
denne rute, derefter Half Dome NW, og så endelig the
Nose. Mere herom senere. South Face er en nydelig rute, ikke
alt for svær og uden slemme overraskelser. M.a.o den
perfekte begynder væg. Her er også rig mulighed
for at vænne sig til de overfyldte standpladser og filtrede
hejsereb som er en så stor del af en Nose bestigning.
East Buttress
på El Capitan:
Det på tide at klatre East Buttress igen. Jeg havde
været i dalen mindre end en uge eller to da jeg hoppede
på denne her i 89. Fin rute, meget varieret. Husker
ikke så forfærdeligt meget andet. God lejlighed
til at lære East Ledges nedstigningen uden hejsesæk
Skull Queen på Washington
Column:
Ikke specielt god, denne her. Dårlig klippe i crux`et,
bestemt A3. Resten mindre svært med mange rivets. Supertopo
kalder den lidt hårdere end the Prow. Måske er
jeg enig, dog laaangt mindre estetisk. Har du valget, klatr
sidstnævnte. Det er dog bedre at være på
hvilkensomhelst Yosemite væg end så meget andet
man kunne foretage sig.
Serenity
Crack-Sons of Yesterday
på Royal Arches, 5.10+, 8-9 reblængder:
Wow! Denne kombination af to klassiske ruter, den ene på
toppen af den anden, er en af de fineste udflugter ud i det
vertikale med denne gradering, overhovedet. Klippen er fast,
sværhedsgraden er vedvarende, klatringen interessant.
Serenity Crack er en ældgammel rute, oprindelig brugt
som en artificiel øveplads for storvægs aspiranter
og senere friklatret, mens Sons of Yesterday utroligt nok
ikke blev fundet før midten af firserne og aldrig har
set en bolt i de fine riss. Den opmærksomme klatrer
vil fornemme hvordan klippekvaliteten skifter fra ekstemt
finkornet, poleret granit på SC, til klippe der er lidt
stejlere, mere friktionsrig, med flere greb på SoY.
Ruten er i fuld sol hele dagen så planlæg derefter.
Du vil blive temmelig overrasket når du ankommer ved
foden af SC hvis du aldrig har set hvordan årevis af
gentagen boltning kan transformere et knapt eksisterende riss
til en grotesk udseende samling huller. Du vil også
undre dig over hvordan man klatrer og, ikke mindst, sikrer
sådan en sag. Det bliver lidt bedre højere oppe,
og der ér en sikrings mulighed eller to i de første
20 meter, hvis du ser godt efter. Anden reblængde er
også arret, dog er risset nu et par centimeter bredt
så fingre i det midste passer ind. Her er en særdeles
minderig travers/balanceforskydning hvor folk tit står
og sveder et stykke tid før de kaster sig ud i de delikate
bevægelser. Rrutens crux er det tynde, stejle riss på
tredje længde. Det er ganske kort. Sæt en sikring
højt (helst ikke i et af de få locks) og go for
it! Det er et par seje bevægelser uden fodtrin før
man ankommer til en gruset, usikker mantel og en nem travers
til standpladsen. Lidt vandring mellem et par buske og en
kort 5.6 passage bringer en til foden af SoY. Den første
reblængde er af mange anset for at være noget
af det bedste 5.10- klatring i Yosemite. Jeg er enig. Jeg
husker hver eneste bevægelse tydeligt (måske er
det også fordi jeg har klatret SC-SoY mindst 8 gange).
Resten er mere og mere højkvalitet rissklatring. Især
det venstre lænende tynde riss på næstsidste
længde er spændende. Her er man konfronteret med
at vælge imellem at balancere med fødderne i
risset og blindt placere sikringer, eller gøre en anstrengende
håndtravers.Nedstigning er via abseil over ruten.
Northwest
Face på
Half Dome:
Højt oppe over dalen sidder Yosemites varemærke
nummer et, Half Dome. Den klassiske NW rute er et underligt
mix mellem alpin klippeklatring og storvægs arbejde;
mellem rodede, vandrende reblængder og utrolige, mindeværdige
passager. Det er altid køligt heroppe og man føler
sig som om man er i bjergene. Det er en længere og bedre
rute end South Face på the Column. Langt bedre. Et gensyn
værd.
North East
Buttress på Higher Cathedral Rock, 5.9++, 12 reblængder:
Dette er kun en nier, fristes man til at sige. Dog old-school
5.9. Undervurder ikke denne sag. Jeg kender få klatrere,
uanset kunnen, der finder NE på Higher triviel. Jeg
vurderer den som en af de bedste klassiske eventyrruter i
dalen, som Steck-Salathe med færre klemkaminer og ikke
så seriøs som DNB. Start tidligt og ha en lille
LED lygte i lommen. Ingen rygsæk, siden der selvfølgelig
er risskaminer. Mere sol og varmere end man skulle tro, så
medbring et par flasker vand, hængende i selen. Tilgangen
er som Braille Book. M.a.o stejl, lang og anstrengende. Nedturen
fra toppen til bunden af ruten er dog ikke slem, ingen dødsslugter
eller abseils. Du bliver præsenteret med det ene crux
efter det andet hele vejen op, alt fra tynd og delikat til
bred og anstrengende. Rutefindingen i de sidste 4-5 reblængder
er vanskelig og der gemmer sig nogle af de mest seriøse
passager deroppe. Dette er en must do, dog kan de lange riss
passager efter traversen være lidt våde tidligt
på året..
Right Side
of the Folly (AKA the Good Book)
på the Folly, 5.10+, 6 reblængder
NB: et kæmpemæssigt stenskred i 2001 har gjort
denne rute usikker i den nærmeste geologiske fremtid:
Hård og elegant. Den der tredje reblængde er fantastisk.
Resten er superklassisk. 5 stjernet rute, synd at du sandsynligvis
ikke kan klatre den mere. Det samme gælder for nærliggende
Rixons Pinnacle og dens sublime West Face rute. Sammenholdt
med tabet af Mr. Natural på the Apron er 3 af de fedeste
5.10`ere i dalen ude af kommision.
De benhårde
Hotline på Elephant Rock,
5.12a, 6 reblængder:
Ha, endelig en af mine ruter der gav
kun et hit på google. Måske af gode grunde, for
denne glemte Bachar-Kauk kreation fra halvfjerdserne er en
temmelig streng sag. Jeg har aldrig og vil aldrig klatre 5.12
frit, og heller ikke på denne rute. Men det er bare
crux´et. Resten er bestemt ikke mindre mindeværdigt
og meget nær ligeså besværligt. Det var
en hård dag. Hver eneste reblængde er excellent
og varieret, med alt fra kæmpegreb i et enormt halvløst
overhæng (1.rl), totalt vild og exponeret fingerriss
med en umulig vægtravers på toppen (2.rl) og den
grimmeste kamin du nogensinde har set (6.rl). Den reneste
risslinie jeg har ført i Yosemite er også på
Hotline, nemlig 3. reblængdes utrolige sprække.
Her er 40 meter jams, fra startens slanke hånd størrelse
til kun en anelse bredere oppe ved slyngerne! Ingen væggreb.
Troede næsten jeg i Indian Creek. Dog er det her granit
og du kan (og må) løbe det ud, for hvem gider
slæbe ti-femten #2 1/2 og #3 friends helt herop? Man
abseiler ned til højre (vest) over et par uhyggelige
udseende ruter. Vi klatrede Hotline om efteråret hvor
en krydsning af Merced er mindre episk. Hvordan man finder
en vej til starten når dette ikke er muligt har jeg
intet begreb om.
Direct North
Buttress på Middle Cathedral Rock, 5.10b, 18 reblængder:
Medmindre man er på niveau med Croft eller Potter er
dette en seriøs rute med store muligheder for at komme
galt afsted. Igen siger graderingen meget lidt om hvad man
kan forvente. Og her er mange hårrejsende overraskelser.
Vi, i en kombination af held og god forberedelse, cruisede
den på 10 timer med få uheld udover min partners
mavekneb og lidt forvirring omkring det egentlige forløb
af ruten i nærheden af 9. reblængde. De fleste
andre 5.9-10 klatrere som jeg kender der har klatret DNB har
haft MAJOR epics. Det er en af de Yosemite bestigninger jeg
er stoltest over, især fordi vi var tilbage i Camp Four
før mørkefald. Starten på 5 reblængde,
blandt andet, har fået mange klatrere til at skide i
bukserne og vende om (med store besværligheder). Mindst
et reblag er omkommet der. Der var ingen standplads sikringer
der realistisk set kunne holde et fald og starten på
næste reblængde var et blankt runout omhandlende
5.10 fedtet vægklatring. Jeg har hørt at tingene
nu er lidt mere rimelige efter ASCA har sat en borbolt eller
to på standpladsen. Før du giver dig ikast med
denne rute må du gøre op med dig selv hvorvidt
en stærk, selvransagende oplevelse er vigtigere end
at klatre et par fine ruter? For der er faktisk ikke særlig
meget såkaldt ren og estetisk klatring på DNB,
dog er den samlede værdi af at gå mange krævende
reblængder efterfulgt af en laaang og kompliceret nedstigning,
alt sammen under tidspres, med sikkerhed noget du sent glemmer.
Intet specielt udstyr nødvendigt udover måske
dobbelt reb, siden ruten vandrer en del rundt her og der.
The Nose
på El Capitan:
Og nu til de El Cap ruter jeg har gjort. Den nemmeste af dem
er bestemt the Nose. Den har få af de rigtig skræmmende
passager der kendetegner en sand bestigning af Kaptajnen og
som oftest involverer brede sprækker. King Swing? Bestemt,
det er en enorm pendul, og 15-20 meter back cleaning er aldrig
rart. Kaminen bag Texas Flake? Usikret, men nem. Stove Legs?
Walk in the park, med en #4 camalot. Næh, den egentlige
udfordring ved Næsen er at det sandsynligvis er ens
første El Cap rute og der er mange ting der SKAL virke
før man kan bevæge sig opad i et rimeligt tempo.
Effektivt stigearbejde, uanstrengende jumaring og simpel sækkehejsning
er 3 af de store. Det vigtigste råd er dette: Lær
dem først på andre mindre overvældende
ruter. Vi havde underligt nok hjemmearbejdet i orden i foråret
89. Jeg havde klatret non stop i 3 måneder siden jeg
tog til USA i februar. Da jeg ankom til Camp Four snusede
jeg rundt i en uges tid, søgende efter den rigtige
makker. Jeg var ikke interesseret i at finde en rutineret
storvægs guru der ville ta hele læsset. Der var
også nogle uadgående og venlige, dog håbløse
tilfælde som jeg vidste at jeg for alt i verden måtte
undgå. Endelig fandt jeg en rimelig pålidelig
fyr fra østkysten der også var grøn på
1000 meter vægge. Vi fulgte den klassiske, og særdeles
rekommenderede rute til en El Cap bestigning: South Face på
the Column; NW på Half Dome og så the Nose. Det
gik fint og vi rent faktisk nød hvert minut af det.
Vores plan var at fixe til Sickle. Da vi ankom ved foden sent
på eftermiddagen var det lysende klart at vi ville være
bagerst i en lang kø hvis vi ikke startede den egentlige
bestigning her og nu uden fix reb. Så vi klatrede til
Sickle i tusmørke og bivouakerede der. Næste
morgen tidligt var vi helt alene, halvvejs oppe i the Stovelegs
før resten havde jumareret deres fixreb. Vi nåede
the Towers bivouakken tidligt nok til at fixe til toppen af
Boot Flake. Næste dag klatrede vi i god tid til Camp
Six og fixede igen et par reblængder højere.
En halv dags stigearbejde næste morgen førte
til toppen. Vi havde hele turen for os selv med undtagelse
af et guidet reblag der passerede os nær Pancake Flake
på en eendags bestigning.
Zodiac på
El Capitan:
Min tredje storvæg på en episk ni måneders
klatretur i USA i 89. Jeg var tæt på at være
brændt ud da jeg partnerede op med en New Zealænder
med Zodiac som vores fælles mål. Der er en glemt
artikel i et af bjerg klub bladets 1990er numre, som vist
nok opsummerer min oplevelse ganske fint. Jeg havde iøvrigt
en hjemmelavet portaledge som hr Hjorth havde sent over til
mig i Yosemite. Den havde intet regnovertræk. Det samme
var tilfældet med min makkers også hjemmelavede
ledge. På trods af en usædvanlig våd oktober
i kalifornien gav vi os i kast med Zodiac medbringende kun
disse utilstrækkelige par sammenbundne aluminumsrør
med lidt kanvas imellem. Dette havde en interessant effekt..
Selv de mest hårrejsende A3 reblængder var intet
imod den overvældende frygt vi havde for regnvejr. Der
var flere og flere truende skyer hver dag. Såvidt vi
kunne se var vi fuldstændig alene på sydøst
væggen. Hængende midt på en denne udsatte
rute, ude af stand til at bevæge os mere end 20 meter
i timen, med et par lusede dunsoveposer som den eneste beskyttelse
mod styrtende nedbør, havde en ydmygende indflydelse
på os. Vi forsøgte at overbevise hinanden om
at væggen jo var alt for overhængende til at regn
kunne nå os, dog vidste vi bedre. Det værste var
selvfølgelig at sikre. Hængende i selen i timevis
med blikket vendt mod de store tordenskyer oppe i bjergene.
Kom de nærmere? Var der flere? Ren tortur. Endelig på
tredjedagen hev vi os over kanten præcis i tide. Vi
var knap nok færdige med at kvejle rebene før
et intenst skybrud startede. Det regnede konstant i 4 dage.
Fodnote. Tobias Kjøldsen, en stærk og uhyre motiveret
klatrer i Bjergklubben i firserne, havde et seriøst
uheld på første reblængde af Zodiac mindre
end 2 uger senere. Han faldt hele vejen fra taget ca 25 meter
oppe ned i de store blokke ved foden, og overlevede mirakuløst.
Forståeligt nok tog denne hændelse det meste af
hans klatre begejstring væk, dog ikke hans gode humør.
Dihedral
Wall på El Capitan:
En historisk rute i dansk storvægs sammenhæng,
for hvem det så end måtte interessere. For første
gang nogensinde blev en El Cap rute besteget, bund til top,
af et rent dansk reblag. Peter Harremoes og jeg gjorde ruten
i maj 1990 på fire dage, så vidt jeg husker. Peter
har en fin artikel på bigwall.dk
som beskriver affæren ganske præcist. God rute,
iøvrigt.
Muir Wall
på El Capitan:
Denne femstjernede rute er særdeles lang og ganske vedvarende,
dog aldrig farlig eller frygtelig svær. Kort sagt, en
perfekt væg hvis eksponering, utrolige riss og klatre
kvalitet er højt på listen. Det er muligt at
omgå den nedre del via Free Blast, et andet navn for
de første 8-10 reblængder på Salathe. Dårlig
ide. Free Blast er ikke nogen speciel fin rute, og bedst gemt
indtil du vil prøve Salathe . Det er som navnet antyder
en friklatre tur og Muir er for almindelige dødelige
en ren artificiel rute. Get in the groove fra starten og gør
hele Muir væggen, inklusive dette sjældent klatrede
eventyr under Mammoth Terraces. Det ta´r en dags tid
længere men er besværet værd. Uden at vide
det på forhånd endte jeg rent tilfældigt
med at klatre denne rute med Tobias´ klatremakker fra
Zodiac ulykken tre år tidligere. Det var i starten lidt
underligt fordi han var blevet beskyldt for dårlig opførsel
under redningsaktionen og Tobias var en af mine gode venner.
Han var fra Tyskland og talte ikke specielt godt engelsk,
dog var mit tysk var godt nok til forsøge at udrede
detaljerne omkring hele affæren. Så vidt jeg kunne
se var det meste skyldet den slags stress og misforståelser
der tit præger sådanne omstændigheder. Han
var en sikker klatrer og en eftertænksom og venlig person,
og vi havde en fin tur sammen. Se
også her
Salathe Wall på
El Capitan:
I min bog en af de bedste ruter overhovedet. Fantastisk. Også
ganske svær, med flere absolut hårrejsende passager,
hvor tvungen friklatring laaangt over den sidste sikring er
nødvendig. Medmindre, selvfølgelig du ejer adskellige
enorme friends eller lignende. Jeg har et utal af underholdende
anekdoter fra min 1989 bestigning, faktisk så mange
at jeg vil gemme dem til en separat artikel. Som antydet under
Muir Wall er starten ikke noget særligt (undtagelsen
her er den aller aller første reblængde, et fint
5.10 fingerriss). Den rigtige klatring starter når du
forlader Heart Ledges, og fortsætter over de næste
25 reblængder hele vejen til toppen.
|
