Alt for tidligt endte hans liv. I begyndelsen af 2007 omkom Jesper i en alder af 42 år, af et hjerteslag.
Som de fleste andre der kendte ham, så jeg Jesper som udødelig. Han kunne blive fysisk hårdt ramt af mangfoldige uheld, arret og skadet, dog var det næsten utænkeligt at noget alvorligt kunne ske. Ikke ham.
Jeg mødte først Jesper i 1985 eller deromkring, da han overførte til mit regiment. Vi var begge konstabler i hæren, og som enlige københavnere i provinsen fandt vi straks sammen. Jeg havde klatret et par år allerede og fik hurtigt Jesper interesseret. Resten er historie, som man siger.
Igennem en årrække var vi uadskillige. Der gik ikke en dag uden at vi snakkede, og vores fælles eventyr blev mangfoldige. I 1988 tilbragte vi 5 måneder sammen i Chamonix, fra en 3 dages blaffetur derned i januar til vores sidste rute fuld af våd nysne i maj. Vi var i Tatra, Sydfrankrig, overalt i Alperne. Kullen, Göteborg, Bispbjerg. Hans interesse forblev rodslået i alpinisme, mens jeg søgte mere mod ren klippeklatring, dog var venskabet blevet cementeret af utallige nordvægge, drikketure og andre udfoldelser der kun kunne udsplille sig i selskab med Jesper.
Jeg flyttede væk i 1992 og så ham ikke igen indtil en lignende nødsituation bragte mig til Danmark i April sidste år. Michael Hjorth arrangerede en middag for mig, med en håndfuld venner fra fordums tider, iblandt dem Jesper. Vi grinede og fortalte røverhistorier i timevis. Det var en aften fuld af gode minder, en af den slags begivenheder der kun kan opstå fra rigtig gamle venskaber. Nu da Jesper er borte, kun 8 måneder senere, er den aften uudslettelig i mit sind.
Jesper var ansvarlig for flere utrolige epics end nogen anden person jeg kender; alle begivenheder der vil blive fortalt og genfortalt i disse kredse for altid. For mig var der dog mere. Han var en ven af den slags man kunne stole på i tykt og tyndt. Hvis du var ærlig og ligefrem, vandt du hans tiltro, og der var ingen grænser for hvad han ville gøre for dig. Dette lærte jeg kun langsomt, med min indelukkende og til tider usikre personlighed, dog efter det sank ind var han altid der for mig.
Mine tanker går ud til hans børn og familie. Jesper levede et livt i nuet, rigt og fuldt som jeg kun kan drømme om.

De gamle lysbilleder som er scannet og vist her har en interessant historie. Jeg tog dem på vores ture for næsten tyve år siden, og viste dem et par gange til venner og bekendte. Kort tid derefter lånte jeg dem til Jesper, så han kunne tage kopier eller hvad det nu var for planer han havde. Desværre forsvandt kassetten, angiveligt i kælderen i Holte, der på det tidspunkt var lager for en snarlig ekspedition til Himalaya. Senere var det formodet at de var blevet forlagt af laboratoriet som skulle kopiere et par udvalgte dias. Jeg var rasende, som enhver fotograf skulle være efter at have mistet næsten hundrede klatrebilleder. Igen og igen endevendte vi hans sager. Intet held.
Jeg flyttede til USA og havde givet op, nu da Jespers travle, forvirrede liv var ude af min tilværelse. Årene gik og når jeg mindedes Jesper og vores mange eventyr sammen, tænkte jeg på de mistede dias.
I april 2006 blev jeg uventet nød til at tage tilbage til Danmark for første gang i 14 år. Michael Hjorth havde arrangeret sammenkomsten som jeg omtalte tidligere. Da Jesper larmende sparkede døren åben og sprang ind i lejligheden, så han på mig med sit skæve smil og smed en pakke over i mit skød. Mine lysbilleder. Dette var sidste gang jeg så ham, kun 8 måneder før hans død.

På Dansk Bjergklubs Debatforum skrev mange gamle og nye venner om deres oplevelser med Jesper. Jeg har benyttet mig af internettets frie udvekslen af information til at kopiere alle indlæg her.