I slutningen af firserne drog Sally, Jesper og jeg til Zakopane på juletur. Jesper havde en forbindelse i den polske bjergredningstjeneste, så han arrangerede invitationen. Hele turen var uforglemmelig, og vejret var også meget samarbejdsvilligt. Vi klatrede en masse fine ruter, nænsomt styret i den rigtige retning af forskellige lokale frivillige.
Her er Jesper og hans polske vejleder på en stejl, usikret sag med stor eksponering, med andre ord den sædvanlige kop te i de Høje Tatra.

Her er vi på en top med et uudtaleligt navn. Vi havde netop klatret en længere, besværlig rute, og Jesper havde været særlig højrøstet, især på de hårde passager. Hans polske makker, en eftertænksom, rutineret herre af få ord, begyndte at se lidt hærget ud efter timevis med Jespers gebrokkende engelsk, alene på en kold nordvæg. Omkring på dette tidspunkt pegede han ned i en imponerende dal og sagde med et suk: 'I live down there in Mieguskoya, polish for the Valley of Silence'

Vallee Blanche-Mer de Glace skitur for tyvende gang.
Jesper på slap line med et par villige svenske skipiger. Sådan kendte vi ham bedst. Den unanfægtede herre til højre er Allan, en fin engelskmand der af af en eller grund stadig nød vores løsslupne selskab, her efter månedsvis.

.

Som alle andre kunne Jesper blive træt og udkørt og irritabel. Her er sådan en stund. Vi var langt ude i tovene efter en kold nordvægs rende der tog for lang tid. Da vi endelig kom ud i eftermiddags solen var vi alt for varmt påklædt, meget tørstige og trætte.