Jakob
Lapp:
Jesper var nok den absolut mest livsbekræftende person,
jeg nogen sinde har mødt, med hans helt fantastisk
smittende humør og livsmod. ”Nej” fandtes
ikke i Jespers ordforråd, alt kunne lade sig gøre
og de mest utrolige ting lykkedes også for ham.
Jeg har ofte tænkt, at Jesper nok i sin tidlige ungdom
havde brugt samtlige af sine ’ni liv’ med alle
de sjove og tossede ting han har kastet sig ud i – f.eks.
billederne af brospring, som Michael Hjort lagde ud til os.
[Jakob mener sikkert disse
billeder fra dette site]
At det så skulle ske nu, hvor alt var så positivt
i hans liv er meget svært at forstå…
I sommer var Jesper, Allan Christensen, Lars Thorslund og
jeg på tur i bjergene - vi ville stå på
ski på Muztagh Ata og på Peak Lenin, og vi havde
en fantastisk tur. Turen havde i mange år været
Jespers ønskedrøm og det var tydeligt at han
stortrivedes på rejser, men samtidigt sagde han også
fra dag 1, at ”det værste ved den slags ture var
at skulle undvære familien”.
Jesper var et meget stort familiemenneske og efterlader sig
4 børn.
Peter Tranevig:
Jeg vil altid mindes de mange gode stunder jeg har haft med
Jesper. Både i bjergene og her til lands. Han var en
helt særlig smittende ildsjæl, der bl.a. tændte
den alpine ild i Nørrebro Klatreklub tilbage i slutningen
af halvfemserne. Der var ingen grænser for hvad der
kunne lade sig gøre. Det var bl.a. den energi, sammen
med hans helt ufatteligt gode humør, der gjorde Jesper
til en ener. Tilmed en meget fin af slagsen.
Jan Frederiksen:
Det er meget trist at høre. Jesper tog mig med på
min første tur på klippe - en hundekold tur til
kullen i '97, og senere havde jeg meget med ham at gøre
i NKK og USG. Han var altid positiv, engageret og underholdende
at kende. Jeg kan huske et klippeklatrekursus i USG, hvor
han havde fyldt bilen med udstyr og slæbte det hele
ind i hallen og gennemgik alt fra ski til gasbrænder
med en uovertruffen gear-glæde.
Lars Thorslund:
Ja det er meget trist og helt ubegribeligt aldrig mere at
skulle høre Jespers karakteristiske stemme med en frisk
bemærkning. Jeg kan stadig høre ham inde i hovedet.
Hans sidste større tur gik som omtalt af andre til
Centralasien hvor de gamle Sovjet områder har haft hans
særlige interesse siden han var der første gang
i 1989 (omtalt i klubbladet efterår 1989 hvis man skulle
have det stående). Det var i forbindelse med "Next
Stop Sovjet" initiativet og resulterede i den så
vidt vides første danske bestigning af Elbrus. Hans
manglende respekt for begræsninger, natur- som menneskeskabte,
må have smittet os alle. I hvertfald husker jeg at vi
på dagen for afgang stadig ikke havde visum men tog
opstilling med al bagage på fortorvet foran ambasaden
og på et hængende hår fik udleveret pas,
købte billetter hos Aeroflot og nåede flyet.
Et eller andet sted mellem Moskva og Kaukasus fandt vi ud
af at vi egentlig hellere ville til Elbrusområdet end
det oprindeligt planlagt Kazbekområde længere
mod øst som vores visum gav lov til. I Sovjetimperiet
var systemerne brudt så meget sammen at vi slap afsted
med dette stunt som ville have været aldeles utænkeligt
bare året inden.
Trods Jespers aldrig vigende udlængsel og oplevelsestrang
havde han også udviklet sig til et udpræget familiemenneske
og talte meget om sin familie på vores tur. Det er et
meget stort tab for dem og de har min varmeste deltagelse.
Peter Harremoes:
Første gang jeg mødte ham var til min kandidatfest
på mit kollegie. Det første jeg så af Jesper
var hans ben. Jan Nicolajsen havde taget ham med for vi skulle
alligevel være sammen de næste mange måneder
i Chamonix. Han havde smidt sin jakke op på et køleskab
i en niche i køkkenet. Jakken var røget ned
bag køleskabet, og nu lå han oven på køleskabet
og prøvede at fiske sin jakke op med en af mine isøkser.
Køleskabet væltede med ham oven på, og
de 2 store lagkager som mine medkollegianere havde lavet til
festen sad godt ud over køleskabslaagen da den blev
åbnet.
Siden har jeg haft mange gode og sjove oplevelser med Jesper
både i bjergene, i Chamonix og i Danmark. Hvad enten
det gik godt eller skidt var humøret altid i top. Mine
tanker går til hans naermeste, som har mistet ham alt
for tidligt.
Finn Gjersøe:
Jeg har kendt Jesper fra hans virke som processkonsulent og
gearansvarlig i forbindelse med Teamudvikling både med
Host & Ritzau og Lindeblad consult. Det som altid overraskede
ved Jesper var den karisma og vibrerende positive energi han
var istand til at formidle. Udover selvfølgelig at
være en særdeles dygtig processkonsulent som kunne
få selv den stiveste deltager til at reflektere; så
var Jesper også et menneske man helt narurligt gerne
ville være sammen med; og han var jo en blændende
fortæller.
Jeg lærte altid noget når jeg var sammen med ham,
og jeg havde det altid sjovt samtidig.
Helt uforståeligt er det; og jeg vil savne ham.
Jeg vil ikke glemme Jesper; men altid have lidt af ham med
i min baggage.
Henrik Wiese:
Jesper Ritzau døde fredag den 5. januar 2007 klokken
12.08 i en alder af 42 år. Han døde sandsynligvis
af et hjerteslag. Jesper efterlader de 2 kvinder i hans liv
og 4 børn der hver for sig er lige så enestående
som ham selv.
Et mindeord for Jesper Ritzau kan ikke følge formelle
standarder og grænser, for det gjorde Jesper aldrig,
selv ikke da han døde. Skubbende en banal trillebør
faldt han sammen foran sin mor der gjorde alt hvad der kunne
gøres for at genoplive ham, men forgæves.
Trods hans korte liv har der ellers været muligheder
nok for at sætte livet over styr. Det gælder både
på ekspeditioner i ukendte egne, på verdens højeste
bjerge, som soldat, i drageflyvere, på jobbet, i trafikken,
i festligt lag og alle mulige andre situationer. Vi var alle
lettede og lykkelige når vi så Jesper igen efter
endnu en grotesk og grænseoverskridende rejse langt
hjemmefra. Hver gang har han snydt døden og stod reelt
som udødelig.
Men da han døde sørgede han for at være
indenfor rækkevidde så vi alle kunne sige farvel
og fortælle ham hvor højt vi elskede ham og hvor
meget vi vil savne ham. Liggende i sin kiste havde han sit
karakteriske og lumske smil på. Vi var forberedte på
at han hvert øjeblik kunne springe op af kisten og
sige TJEK!.
Jespers krop er en eventyrbog fra top til bund. Med udgangspunkt
i sine skader og ar kunne han tryllebinde sit publikum med
dramatiske og autentiske beretninger fra et liv der aldrig
nærmede sig det ordinære. Jespers oplevelser var
altid i en grotesk klasse for sig selv, og selv om vi godt
kunne fratrække 10-20% så gjorde det ikke fortællingerne
mindre medrivende og lærerige. Han førte os ind
i kulturer, mennesker og begivenheder som mange af os aldrig
vil finde på at opsøge selv. Det udviklede os
andre og vores horisont.
Jesper var langtfra perfekt, men han var tættere på
end de fleste af os andre selvom han iøvrigt ikke var
stærkt optaget af andres mening. Jesper var 100% sig
selv, 100% fordomsfri, 100% rummelig og tolerent, 100% positiv,
100% visionær, 100% musisk og filmisk, 100% humoristisk,
100% respektløs, 100% givende og tilgivende, 100% kærlig,
100% afvæbnende, 100% ærlig, 100% livsbekræftende,
100% bindegal, 100% elskelig og havde 100% appetit på
livet.
Udover alle disse menneskelige kvaliteter var Jesper en fabelagtig
dygtig procekonsulent indenfor personale- og teamudvikling
og højt estimeret i danske top 100 virksomheder. Samtidig
var han lige så respekteret i adventure-kredse –
jeg har aldrig mødt nogen der ikke vidste hvem Jesper
var, og havde respekt for ham.
Jesper kan ikke erstattes for han var en ener, et fænomen
og min bedste ven. Han var vild med livet, og fik alt det
ud af det som man overhovedet kan få ud af et liv –
også selv om han kun blev 42. Som Jespers dejlige ældste
datter Franciska sagde ved den åbne kiste: ”Selvom
min far kun blev 42 har han oplevet mere end dem der bliver
84”. Det er nærmest en underdrivelse...
For et par år siden tog Jesper hul på en ny æra
hvor hans oplevelser skulle fokuseres på familien og
hans fire børn. Det førte til lange rejser,
oplevelser og samvær og han fik gjort en hel del ved
det. Det gjorde at hans familie og alle os andre elskede ham
endnu mere. Og det gør tabet endnu mere ubærligt.
Selvom vi er glade for det vi fik har vi langtfra fået
nok.
Jesper, du er min bedste ven og jeg ved at du får det
bedste ud af situationen. Nu har du fået vinger og kan
rejse i tid og rum uden grænser. Jeg er sikker på
at du også nok skal udfordre normerne der hvor du er
nu.
Husk at flyve forbi hver aften og kys alle dine elskede godnat.
Og kast lidt englevisdom til alle os andre.
Tak for 24 år – vi ses før eller siden.
Jakob Vemmelund:
Det er tragisk, tankevækkende og man tænker meget
på hans familie og bedste venner, der tydeligvis har
mistet en ven af en helt særlig støbning...
Selv mødte jeg Jesper i selskabelig anledning et par
gange, og til Børsen Adventure Challenge for et par
år siden, hvor han "legede med" ved en af
aktiviteterne. Noget med klatreseler, kæmpegynge og
et havnebassin - tilføjet en masse sjov og ballade.
En mand, der kunne spille på et meget bredt spekter
af menneskelivets tangenter.
Anton Greiffenberg:
Hvor er det glædeligt at blive endnu mere bekræftiget
i hvor repsekteret og elsket Jesper var i klatreverdenen.
Jeg selv nåede kun alt for få familieture med
ham til Kullen, og hver gang var det med Jespers smittende
energi og en lille smule vildskab, der gjorde turene uforglemmelige
både for de voksne med i høj grad også
for ungerne - ture som jeg håber vi er flere, der vil
fortsætte i Jespers ånd, for det forventer han
helt sikkert!
Jesper, jeg håber at der er masser af bjerge, klipper,
2 m. puddersne og vilde gadgets hvor du så end er!
Ukendt:
Jesper er død.
Jesper er en af mine bedste venner. Jesper faldt død
om af et hjerteslag, da han skulle flytte en tandlægestol
på en trillebør!
Jeg har siddet hos ham hjemme i hans mors stuen og holdt ham
i hånden, kysset ham på kinden og været
sammen med alle os venner og familien.
Jeg forstår det bare ikke! Når jeg tænker
på livsglæde, tænker jeg altid på
Jesper. Jesper er 2 år yngre end mig, har altid levet
livet, besteget de højeste bjergtinder i verden og
brugt mere end kattens 9 liv på sine bjergbestigninger,
vandvittige handlinger og adventure aktiviteter.
Jeg kommer til at savne Jespers store latter. Jesper har altid
været et centrum og omdrejningspunkt for familien, børnene
og os venner. Han har altid sørget for venskabelig
underholdning, overskridelser og forflyttelse af “normalens”
grænser.
Jeg føler jeg har besteget mange bjerge med Jesper,
uden at have været på et eneste af dem!
Jesper efterlader 4 små børn i alderen fra 12
til 2 år og 2 koner der alle elsker ham højt.
....lige som jeg gør! Jeg savner dig frygteligt, Jesper.
Vi ses.
Celine Willerup:
Jesper was a "bedst ven" for a lot of us. He was
Mathias -my husband- bedst ven as well and his name was often
mentionned in our house, he was his "Guru"! If I
have been climbing, absailing and touched rock before having
my babies, it is thanks to him, because he had been the one
teaching Mathias about all that stuff. We have had such a
fun time. Jesper was a great teacher. He was so positive.
I am so happy and feel so lucky that we have just had the
best time with Jesper and his family for New year s eve that
we celebrated together in Sweden, a few days before he died.
It is nice to have in mind that recent memory of him. I still
remember the big warm hug we gave each other and I can still
feel his big arms squizzing me to wish me a...happy new year!
He was the sweetest dad and had accepted to be the godfather
of our little Axel, 2 months old. We were proud to give Axel
a close relationship with someone as special as Jesper. He
was unique.
Last time I saw him: I was sitting with my baby in the sofa,
he was sitting next to me with Selma and we were talking about
children, he was a "specialist"! It was so cosy,
he was so peaceful and sweet and it was the 1st of january.
I will certainly miss his big laugh and his way of speaking
-so fast and swallowing the words therefore not always easy
to understand!- his nice smile and the little stars in his
eyes...the ones people-who-love-life have.
Jesper, I will miss you so much!
I hope we will see a bit of you through your growing children...I
think of them everyday.
Jespers far Viggo:
Kære alle I, der har skrevet om Jesper på Bjergklubbens
hjemmeside og også alle dem, der har sendt os breve,
blomster og mails. Det har betydet uendelig meget for os.
Indlægge på hjemmesiden har vi allerede læst
mange gange og måske bliver der aldrig nogen sidste
gang. Hvis I har mere på hjerte, så skriv endelig
igen. Det er en god hjælp i vores bearbejdning af sorgen.
Når Jeres indlæg er så vigtige, så
er det fordi I kender Jesper's voksenliv langt bedre end os
forældre. Det er Jer, der har været med ham i
bjergene og det er Jer, der har kendt ham som ven i alle mulige
situationer.
Det misunder jeg Jer meget lige for øjeblikket.
På mange måder ligger jeg nok langt fra Jesper
i sind og livsførelse, og var jeg blevet inviteret
med på en bjergtur, ville jeg have sagt nej tak, da
jeg selv i børneballongyngen i Tivoli bliver grøn
i hovedet.
Derfor er det så vigtigt for mig, at I skriver. Vi har
altid kunne følge Jespers ture på billeder, i
dagspressen m.v., men oplevelser med Jesper set fra Jeres
side, kender jeg naturligvis ikke i detaljer.
Da vi sad hos præsten forleden kom der mange historier
frem og jeg fortalte alle de gange jeg forsøgte, at
få lidt styr på Jespers økonomi.
For at anskueliggøre, at det var mange samtaler, anslog
jeg det til 50, hvorefter Christoffer (Jespers bror) sagde,
at Jesper med sikkerhed havde "vundet" med 50-0.
Mine klare og logiske budskaber kom jeg ikke igennem med -
der var andre vigtigere ting, der talte i Jespers liv.
Et godt eksempel var for nogle år siden, da Jesper havde
brug for endnu en sanering af hans økonomi, hvilket
foregik i mit pengeinstitut.
Vi mødtes i banken - Jesper i skrigende røde
silkebukser med blomster - men det blev naturligvis et meget
fornøjeligt møde, hvor Jesper hurtigt blev den
ordførende. Næste dag ringede min bankrådgiver
og syntes Jesper var en herlig person, han da gerne ville
have som kunde. Dette kunne jeg ikke anbefale, hvilket min
bankrådgiver ikke umiddelbart forstod.
Økonomi og påklædning var ikke højt
prioriteret i Jespers liv. Livskvaliteterne lå et helt
andet sted.
Januar 2006 havde jeg den store glæde, at være
sammen med Jesper, Camilla, Selma og Franziska på Costa
Rica, hvor Jesper underviste i teambuilding 5 dage om ugen
fra kl. 8-12.
Jesper satte de unge mennesker igang fra morgenstuden og var
naturligvis klar til at hjælpe, hvor han kunne. Hans
"kontor" var på kanten af en swimmingpool
med en cola eller dåseøl i hånden og påklædningen
var badebukser. Jeg var naturligvis spændt på
evalueringen fra kursisterne, men den blev langt den højeste
af de undervisere, der havde været på i 3 måneder.
Det undrede mig, men ikke Jesper. Selvtilliden og sikkerheden
fejlede ikke noget, på hans hjemmebane.
Jespers polterabend den 10. januar 2006 på Costa Rica,
håber jeg en af de drenge, der var med hele vejen, vil
skrive om. Jesper vendte hjem ved 5-tiden om morgenen uden
sko og havde gået 3 kilometer på stenede veje
og på bare fødder.
Min første SMS sendte jeg i sommer til Jesper, da han
var syg på sin tur til Kina. Jeg skrev, at jeg elskede
ham og det er jeg så glad for idag. Der er sikkert mange
mennesker I elsker, og husk at sige det til dem. Det kræver
lidt øvelse, men det kan læres.
En af mine venner skrev til mig, at Jesper ikke havde sat
sine spor i havets bølger, hvormed han mente at intet
af det som Jesper har udrettet kan slettes. Det er jeg sikker
på bliver vigtigt for os alle den kommende tid.
Jeg håber at alle I der har skrevet eller på anden
måde kendt Jesper, vil j komme hen til mig efter begravelsen
på lørdag og give sig til kende, så jeg
også kan få ansigt på Jer.
Ære være Jespers minde.
Søren Bendixen:
Jeg sidder og græder ned over min computer. Jeg har
netop hørt du ikke er her mere. Det er helt umuligt
at begribe, at jeg ikke mere kan nyde dit fantastiske venskab.
Suge til mig af din enorme energi og livsglæde, grine
af gamle røverhistorier og glæde mig over at
det er muligt at være barn selv som voksen.
Jeg har kendt dig i ti år. Vi har lavet film sammen
i Chamonix og Nepal. Du har lært mig at klatre. Jeg
har pillet sten ud af din ryg efter cykelstyrt på en
grussti i Himalaya. Vi har kæmpet med isøkser
over klatrestativer i din baghave. Vi har snakket karriereudvikling
og malet byen i alle de farver den nu engang kan males i.
Du kunne det hele, og jeg kommer til at savne dig enormt.
Selvom der kunne gå lang tid mellem vi så hinanden,
var du tit på besøg i min bevidsthed. Din ”spirit”
lyser tit i mine tanker. Din fuldstændig ukuelige livsvilje
og appetit på eventyr er så berigende.
Du har i den grad været en ener. En sand eventyrer,
der kunne vise vejen. Både dem man skulle tage, og dem
man skulle holde sig fra, for du afsøgte dem alle.
Bar det hele videre i din store rygsæk, og delte gavmildt
ud til alle du mødte på din vej.
Du vil leve videre i rigtig mange mennesker.
Vi ses igen
Tobias Kjølsen:
Det er ubegribeligt – aldeles ubegribeligt. Det er tragisk
og urimeligt. Det er forfærdeligt. Det er urimeligt
sørgeligt.
Jesper var en af mine bedste og ældste venner. Vores
venskab havde rødder tilbage fra starten af 80’erne,
hvor Jesper gik på efterskole og levede livet farligt
med min bror. En lovende kriminel løbebane var under
opsejling men i sidste øjeblik kom Jesper i militæret
og undergik en forunderlig forandring. Ud røg bz-huen
og kobenet, ind kom klatrehjelmen og isøksen. Det var
her jeg begyndte at tilbringe meget tid med Jesper. Det blev
til mange gode ture ude og hjemme, og hver med deres egen
sælsomme historie. Jesper var en ener, en original i
ordets skønneste og bedste forstand, og de ting vi
lavede sammen blev altid noget specielt. Ikke altid en succes
men aldrig ligegyldigt. Det var Jespers humor og enestående
lethed og ubekymrethed over tilgangen til livet og opgaver,
som skabte dette. Nogle gange kostede det en brækket
storetå, når han var uopmærksom, og tabte
halvdelen af en klatrevæg ned over min fod. Men det
var ligesom en del af pakken. Jesper havde et afslappet forhold
til fysiske skader – sine egne og andres - hvilket var
vidunderligt befriende men også super irriterende når
man sad og klamrede sig til resterne af sin storetånegl
mens han klaskede sig på lårene af grin. Man kunne
ikke andet end elske og tilgive ham.
Når man fortalte historier med Jesper var det som at
blive ung igen og gå tilbage i tiden, genopleve rejserne
og oplevelserne på ny. Det hele blev levende og ufatteligt
morsomt. Han var en fantastisk fortæller, og timer kunne
gå på den måde. Nu føles det som
om historierne har mistet deres stemme og aldrig kan leve
på samme måde igen.
"Sorg er hjemløs kærlighed" - som Johannes
Møllehave skriver med stor visdom.
Jesper jeg tænker på dig. Du vil altid være
i mit hjerte.
Peter Richter:
Jeg fik den triste nyhed i mandags. Jeg skrev en mail til
Jespers fætter og nære ven Christian Holst. Efter
at have læst de forskellige indlæg her på
siden og Viggos opfordring til at skrive om Jesper har jeg
valgt at vidrebringe min mail til Christian her.
"Et næsehorn i løb"
Kære Christian
Det er forfærdeligt. En helt fantastisk og unik fyr
er væk. Det er helt surrealistisk og absurd. Mine tanker
går tilbage til første gang jeg mødte
Jesper. Det var i 1998 i den nedlagte blomsterbutik. Sikken
en mand! Stor, buldrende, kraftfuld og med nogle meget varme
øjne og et konstant smil på læberne. "Vil
du have en Mars?!" Var det første han spurgte
om efter vi havde hilst. "Vi har afholdt et kursus og
nærmest fået betalingen i chokolade, så
du kan bare æde løs!" Efterfulgt af Jespers
helt specielle kluklatter, som nærmest fulgte efter
hver sætning. Jespers smil er det jeg husker ham bedst
for. Jesper var et stort smil.
Jeg husker så tydeligt den første opgave vi havde
sammen. Syv sekretærer fra Novo havde spurgt mig om
jeg kunne lave noget teambuilding for dem. Jeg kontaktede
jer og den var I med på. Det næste jeg husker
er at ankomme til Hotellet i Helsingør og se jer være
bagud i tidsplanen. Jesper står med bue og pil og er
ved at skyde en line op igennem nogle træer til jeres
Giant ladder. Det ser helt gakkelak ud og jeg gruer for hvad
der nu vil ske når deltagerne står der om en time.
Jesper kluk-ler blot og siger "Ooork, vi har masser af
tid". Det hele løste sig, og det blev den måde
jeg arbejdede sammen med Jesper på - fuld fart frem,
højt humør og alting lige i sidste øjeblik.
Når alt så var på plads dukkede en anden
side frem. En mand der kunne tryllebinde sine kursister med
sine mange historier fra hans ekspeditioner, rejser og oplevelser.
Jesper var engageret, en kraftfuld dynamo der smittede af
på hans omgivelser. En mand der kunne skabe tryghed
ved øvelserne og ikke mindst en mand, der havde noget
mellem ørerne og noget på hjerte. Han var optaget
af det systemiske og active reviewing og han mestrede det
til fulde ude i felten. Den kombination af at han kunne alt
det praktiske og kunne alt det procesmæssige gjorde
ham til en eminent outdoorinstruktør og procesleder.
Og når så dagen var omme og jeg pustede ud, fortsatte
han sit stormløb ved aftensmaden og fortalte kursisterne
med begejstring om sine vilde eventyr, hev folk med udenfor
og demonstrede på lystigvis hans enorme slangebøsse
og viste sit arede ben frem - det stod aldrig stille omkring
Jesper og folk kunne rigtig godt li ham. Jeg har set mutte
kursister vende humøret 180 grader blot ved at Jesper
kom hen og gav dem et ordentligt dask i ryggen, kiggede på
dem med sine strålende øjne og sagde nærmest
råbende "Det er kanon!" Jesper var givende
og gavmild. Ikke at han ofrede noget - sådan var han
bare.
Den største succes jeg havde sammen med Jesper var
på Henne Kirkeby Kro med BG Banks absolutte øverste
direktion. Et meget prestigefyldt projekt med 12 topdirektører.
Vi kørte sammen fra København til den anden
side af landet. Det startede som sædvanligt med at Jesper
kom for sent, med sit store afvæbnende smil og kørte
som død og djævel med lange planker ud af den
kæmpe chervrolet, men vi nåede det hele og selve
kurset bleve en megasucces - udtalelsen fra Søren Kaare
står på A&B's hjemmeside i dag, det er bare
en af Jespers mange bedrifter.
Ind i mellem fandt vi nogle stille stunder sammen. Vi havde
en aften sammen, i haven på kroen, hvor vi hev vores
dyner ud i nogle liggestole, drak en flok pilsnere og kiggede
op på stjernehimlen. Det er stadigvæk den dag
i dag en særlig aften jeg ikke glemmer. Her faldt Jespers
tempo og det var i sådanne stunder vi kunne have nogle
gode dybe samtaler.Jesper var god til at bruge sig selv og
egne oplvelser til at perspektivere mine oplevelser, så
jeg kunne se dem i et andet lys - tak for det Jesper.
Hvad jeg kan finde pudsigt i dag, var at da vi kørte
fra kurset og successen var i hus satte Jesper det stykke
musik på jeg har vedhæftet. Det er Pat Metheny
- 'Last Train Home' fra CD'en 'Still Life (Talking)'. Han
sagde at det var et nummer han holdt meget af, som han brugte
når han skulle slappe af og tænke lidt over livet.
Vi sad så der i bilen uden at sige noget. Nød
vores succes i stilhed og lyttede til dette nummer. Jeg synes
det nummer er rammende for Jesper. De hurtige whiskers på
lilletrommen der angiver togets konstante hæsblæsende
tempo i kontrast til den stille melodiøse guitar der
går op og ned i tonerne. Sådan ser jeg Jesper.
Udadtil i et rasende tempo, men indadtil i harmoni.
Jesper blev 42 år. Alt for tidligt til at tage the last
train home. En ting er sikkert - Jesper levede et meget indholdsrigt
liv. Jeg vælger at tro, at når jeg skal på
min sidste rejse, vil jeg på et eller andet tidspunkt
rende ind i ham. Han vil kommme gående med udslåede
arme i sine bjergstøvler, bermudashorts og åbenstående
kortærmede skjorte, med sit store brede smil og tindrende
blå øjne og sige højt "Heeeey Petter
- hvad så der! Skal vi se at få smækket
nogle øvelser op?" Så vil han tage min hånd
og trække mig ind i hans store bamsede favn og give
mig et stort hjertligt kram mens han klukleer - det ser jeg
frem til.
Jeg lærte forskellige ting af Jesper. Jeg lærte
at det ikke er nødvendigt at tage alt så tungt
- tingene løser sig på en eller anden måde.
At livet, skal i den grad leves, mens man har det. At turde
prøve. Jesper havde et stort hjerte.
Der er mange gode historier om Jesper. Jeg håber vi
en dag finder tid til at udveksle nogle af dem sammen.
I medfølelse og tristhed.
Finn Korsgaard:
Det utænkelige er sket, og jeg fatter det ikke. Min
gode ven – alles gode ven – Jesper er død.
Dette menneske – som var selve livets essens - er ikke
mere.
Mange er historierne om Jespers eskapader, især fra
de tidligere år. Før jeg mødte ham havde
jeg hørt om flere af hans små og større
ulykker i forbindelse med klatring. Han havde sin faste stue
på Gentofte Amtssygehus, hvor han blev bragt ind efter
udskrivelse fra sygehuse rundt omkring i verden efter diverse
styrt. Jeg mødte ham første gang i 1989 i Chamonix,
da han på skistationen spurgte efter en læge,
som kunne vurdere en større flænge i hovedbunden
med blod sejlende ned over ansigt og hals. Han havde stået
på ski ned fra Vallée Blanche i white out og
var kørt ud over en kant og havde ramt et træ.
Var kortvarigt bevidstløs, men på benene igen
og kom ned temmelig groggy. Han skulle bare vide, om der var
kraniebrud, og da det ikke var tilfældet: om det var
ok at lade være med at sy flængen, for så
gad han ikke køre på skadestuen. Jesper havde
et meget afslappet forhold til skader på kroppen.
Jespers optimisme og gode udstråling gik lige i hjertet
på alle som mødte ham. For mig har det på
alle måder været lærerigt og berigende at
kende Jesper, og jeg er taknemmelig over at have haft del
i Jespers liv.
Jeg kom til at klatre en hel del med Jesper, og efter Dhaulaghiriekspeditionen
i 1991 har vi været nære venner, selv om jeg kun
har set ham en eller to gange om året de sidste mange
år. Jeg har glædet mig hver gang jeg skulle se
Jesper. Og efter hver gang har jeg stået tilbage med
et ekstra pift af livsglæde, som Jesper uden at tænke
over det havde delt ud af. Altid munter, altid i gang med
store projekter, men alligevel meget nærværende
og lyttende, når der var brug for det. Og så var
der intet, som kunne slå Jesper ud. Han troede klippefast
på, at en løsning ville dukke op i sidste øjeblik.
”Men hvad hvis det nu går galt” spurgte
vi. ”Så tager vi den dér fra” var
Jespers standardsvar. Og det gik af en eller anden grund aldrig
helt galt. Da vi kl. 7 om morgenen på vej hjem fra Kirgisien
stod strandet 80 km fra grænsen til Kasakhstan i en
havareret lastbil uden benzin og på ladet to tragiske
lig, som vi skulle overdrage til familie og myndigheder før
vi kunne tage flyet hjem med afgang kl. 14 samme dag –
og Jespers billet var stjålet - talte vi lidt om mulighederne.
Det ville være et mirakel, hvis vi overhovedet kom over
grænsen til tiden. Hvad nu hvis vi andre nåede
flyet og han ikke kom med? ”- Jeg kommer med, - men
ellers tager vi den dér fra”. Og han kom med.
Men nu er det alligevel gået galt. Pludseligt og uventet.
Og det er vores tur til at ”tage den her fra”.
Det er bare ikke det samme uden dig, Jesper. For os, der havde
dig som ven, er det hårdt. For dine nærmeste er
det ubærligt.
Jeg sender mine varmeste tanker til hele din dejlige familie.
Og også til dig selv, for lige som flere andre har givet
udtryk for, så har også jeg en fornemmelse af,
at du stadig er et sted derude. Og så mødes vi
igen, og den tanke kan holde modet oppe lige nu. Jeg vil aldrig
glemme dig.
Henriette Willerup Greiffenberg:
Kære alle,
tusind tak for jeres smukke ord og historier om Jesper -
jeg selv har svært ved at få formuleret alle tankerne,
men jeg finder virkelig trøst i at gå herind!
Kæreste Jesper, tak fordi du har beriget mit liv med
din energi og livsglæde i 37 år - du vil altid
leve videre i mit hjerte!
Mine kærligste tanker til hele familien, som jeg elsker
højt.
Troels Hammer Kjølsen:
Mellerup efterskole 1981.Der mødte vi hinanden første
gang. Jesper lignede en forbløffende blanding mellem
Poul Kjøller og en hundehvalp der var løbet
løbsk. Med langt page hår og stribede mælkedrengebukser
hamrede han ind i mit liv... Forestil dig en stor legesyg
Golden retriver hvalp der i det øjeblik den røde
bold bliver sluppet, banker alt og alle ned for at nå
den skide bold - sådan oplevede jeg Jesper. Ret usentimental
og meget engageret.!
På det tidspunkt var hans store kærlighed hans
tværfløjte som han gik og knuede ind til sig
- og så var der kvinder med store bryster, som han yndede
at udtrykke sig.
Jesper ville gerne eksperimentere og afsøge nye ukendte
områder, derfor indledte vi sammen en kort men intens
eksperimenteren med diverse stoffer... Det hele kulminerede
en sommerdag i nordjylland ved mine forældres hus, hvor
Jesper havde ædt alt for mange slankepiller, som vi
havde stjålet fra min gamle mor. Jeg havde forsøgt
at stoppe ham, men han syntes ikke det virkede... Det hele
resulterede i at han først fik en ufrivillig sædafgang,
hvorefter han brækkede sig i lårtykke stråler.!
Så var det ligesom slut med slankepillerne for Jespers
vedkommende.
Tilbage i Holte i det samme år var der en kæmpe
fest for alle de unge. Jesper familie var ikke hjemme - rundt
på gulvene flød ungdommen sammen i en syndig
rus af navnlig hash. Jesper og jeg havde til lejligheden lånt
en megafon fra roklubben. Klokken var 2 om natten da han og
jeg ude fra haven, begyndte at imiteret en storm af 25 uniformere
politibetjente med hunde. Jesper glammede som en sindssyg
i baggrunden mens jeg på bedste jyske manerer, i megafonen,
beordrede alle inde i huset ned på gulvet og at huset
iøvrigt var omringet. Alle vores stakkels venner krabbede
sig herefter, dybt paranoide rundt i huset og trak et endnu
ukendt antalt gram hash ud i toiletsystemet.
Vi fik også en kort og gloværdig tid i BZ der
stoppede brat ved slaget om Allotria hvor vi i en regulær
gadekamp blev splittet fra hinanden og Jesper uheldigvis (men
det kommer nok ikke bag på de fleste) blev fanget af
det fremstormene politi og gennembanket. De troede han gemte
partisanersøm i lommerne... Jeg selv gemte mig i en
stor affaldscontainer sammen med otte andre hætteklædte
hvor vi lå og kiggede på hinanden!
Så var det at klatringen kom ind i billedet og vores
veje skiltes. Jesper blev hokked på bjergene og jeg
på noget andet. Jeg forsøgte dog, men endte min
usle klatrekarriere i Karstens rende på Kullen hvor
jeg fandt ud af at jeg led af højdeskræk.
Jesper klatrede videre og jeg blev så at sige på
jorden - vi mødtes sidenhen bla. til legendariske julefrokoster
hos min bror, men i det store hele gik vi hvert til sit.
Når det er sagt, står tiden og oplevelserne sammen
med jesper som noget af det sjoveste - og jeg ved der er mange
som jeg der kan fortælle langt mere halsbrækkende
historier om og med jesper.
På den måde lever Jesper, hans stemmen og hans
vilde vidunderlige hundehvalp videre i os alle.
Jeg vil savne dig min gamle ven!
Tine Stokholm:
Jeg er virkelig ked af at høre at Jesper er død.
Det gjorde ondt. Jeg har tænkt meget på Jesper
de sidste par dage og hentet gamle minder ud af skabet.
Den skøre dejlige dreng fra gymnasiet. Speedy Gonzales...
han havde ild i røven. Han ku´ få mig til
at grine. Jeg blev nu osse irriteret på ham nogengange.
En gang spillede vi volleyball i gymnatiksalen. Jesper indtog
selvfølgelig alle 6 pladser på banen. Vi andre
var overflødige. Han drønde rundt som en pinball
og råbte: "haaaaaaar".
Da han for 10. gang sprang ind foran mig og tog "min
bold", blev jeg tosset og skældte ham ud. Men Jesper
hørte det ikke. Han var fordybet i spillet. Han gav
sig selv fuldstændig, som altid. Desværre tabte
vi. Jesper var lidt for ivrig i sit spil, med store armbevægelser.
De fleste gange bankede han bolden op i loftet.
Jesper sagde da osse undskyld efter at han i sin ivrighed
havde mast mig op af ribben. Det var svært at blive
rigtig sur på Jesper. Han var god. Han havde intet ondt
i sig. Hans livsglæde smittede enormt.
Det er bare så ærgeligt. Et stort savn for familie
og venner.
Henrik Kongsbak:
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har læst
jeres indlæg om Jesper. Hver gang med en klump i halsen,
tårerne trillende ned af kinderne, og ind imellem en
stille kluklatter over de vanvittige ting som Jesper har beriget
vores liv med. Jesper – min livskraftige og sprudlende
ven – du er her ikke mere, og det er ikke til at forstå,
og slet ikke til at bære.
Jeg lærte Jesper at kende i 1989, da vi læste
HF enkeltfag sammen på Nørre Vold i København.
Jesper skulle samle op på en studentereksamen han aldrig
fik, og jeg på en studentereksamen jeg ikke kunne bruge
til noget. Jeg blev draget af Jespers energi, varme og en
ubekymrethed, som jeg først senere forstod dybden og
værdien af. I årene efter HF, hvor hans ekspeditioner
fyldte alt, gled vi fra hinanden, og sås kun sporadisk.
Men det ændrede sig en søndag aften i slutningen
af 90’erne på færgen mellem Helsingborg
og Helsingør, hvor vi mødtes tilfældigt.
Det blev en ny start på et venskab som voksede og blev
næret af et fagligt fællesskab og en dyb sympati
og nysgerrighed.
Jesper holdt aldrig op med at overraske mig, og hver gang
vi var sammen lærte jeg én ting af ham: at livet
sker LIGE NU – i alt hvad han gjorde mærkede jeg
hans enorme appetit på at få det hele med. En
appetit som ikke kunne undgå at smitte og inspirere
til også selv at leve sit liv fuldt ud.
Jesper, få gange giver begrebet ”enestående”
så meget mening som det gør i dit tilfælde.
Du var og vil altid være enestående, og din ånd
vil leve videre i alle os som elskede og beundrede dig.
Vi ses igen min fantastiske ven
Martin, Bristol. England:
Hi Mathias,
That's really tragic. I thought about that a lot today while
walking in Leigh Woods. It is such a shame when it happens
to someone who really wants to do something with their life.
Of all your friends in Denmark, Jesper was the one you talked
about most, so I know thismust be a big loss to you.
I've always thought that you should appreciate every day.
You should never wish a day away (like when things are bad
at work). There always needs to be something good about the
day (like going running at lunchtime or a pint in The Bell).
There are so many things that I still want to do in my life.
I hope that I can achieve those things. Foremost among those
is to dig through to Daren (et hulesystem i England). I'm
not trying to be silly, but I think I'd always regret it if
that didn't happen. Jesper must have had things that he wanted
to do too.
I won't write about condolences to his family (and things)
because I didn't know them (and that would be insincere).
But this is a very sad thing that has happened.
Better to live like a tiger for a day than a sheep for a lifetime.
Bodil - kollega til Jesper i A&B:
Det er meget sørgeligt - og også meget dejligt
at læse alle disse berigende indlæg i forbindelse
med Jespers død. Jeg fristes til at sige livsbekræftende.
Derfor er det heller ikke til at forstå, at Jesper ikke
er blandt os mere. Så sent som forleden dag, har vi
lige siddet og kigget på billeder af Jesper fra vores
julefrokost i Andersen & Bjørnskov. Snakket om
hvor typiske de billeder var af Jesper. Jeg selv tænkte
på de sjove danse jeg fik med Jesper den aften, og hvordan
det bare var med at holde på hat og briller, når
først Jesper begyndte at blive lidt "pyntet".
Så gik hans arme som vingemøller, stemmen var
høj, og alt var udsat for at blive raget ned fra bordet.
Men sjovt og dejligt var det at være i hans selvskab
- både til hverdag og fest.
Selv om jeg ikke kendte Jesper fra adventure-siden, som mange
af de andre indlæg, så var han også som
kollega et fantastisk menneske. Jeg har haft mange gode og
interessante snakke med Jesper, selv om vi arbejdede i hver
vores afdeling her i firmaet. Det var fedt at kunne udveksle
idéer og vinkler på tværs af vores projekter.
Jeg tror, at de fleste af os herinde tænker på
Jesper, hver gang "det grønne træ"
bliver nævnt. Som menneske har Jesper givet mig rigtig
meget værdi, som jeg kan bære med mig resten af
livet. I det hele taget har det været en fornøjelse
at arbejde sammen med de to fætre "Holst og Ritzau".
Jesper har nået at opleve mere end de fleste andre mennesker
tilsammen, og det er dejligt at vide, midt i al sorgen. Jeg
sender mange tanker til alle jer, som var tæt på
Jesper og hans dejlige familie - kone og børn. Jeg
håber for jer alle, at I må komme godt videre
i livet, på trods af denne store sorg. Æret være
Jespers minde.
Christian Holst:
Min bedste ven er død
Det er nu 7 dage siden at Jesper forlod denne verden og at
min verden gik i stå. Efter 42 år i selskab med
ham er det nærmest umuligt at forestille sig ikke at
skulle stå ved hans side igen. Som fætter, som
forretningspartner, som ven. Efter alle de år med tonsvis
af oplevelser, samtaler, telefonbeskedder, postkort, emails
og sms’er i en tyk og lind strøm er det slut.
Helt slut. Desværre holdt han ikke til mere, desværre.
Det har ikke altid været lige let at holde en tornado
i hånden, men i dag er jeg uendelig glad og taknemmelig
for alt det vi fik gjort sammen.
For mig var de største ting ved Jesper hans lyse sind,
hans hjælpsomhed, hans festlighed og hans sult på
livet, intet var for småt intet var for stort, alt var
muligt.
Det varmer at læse og høre fra folk der igen
og igen fortæller om Jesper, om hans eventyr og hans
varme personlighed, og på Viggos opfordring vil jeg
gerne fortælle om nogen af de ufatteligt mange eventyr
vi var på sammen.
En dag i 1983 kom Jesper forbi, undertegnede karseklippet
med runde briller og i bondeskjorte, Jesper i andefødder,
stribede kassebukser, anorak og med kasserolle klip (mors
værk) Begge meget lidt autoritetstro og ret alternative.
Jesper havde lige været til session og det havde været
”totalt syret”. Jesper havde trukket frinummer
og det var godt, for så havde han kunne melde sig som
frivillig og selv bestemme hvor han ville ligge og da han
havde en kæreste fra højskolen i nordjylland
havde han valgt Hobro. Skide smart ik?. Kæresten synes
han ændrede sig og smuttede og Jesper brugte 4 år
i mili. Det tog han nu ikke skade af for her viste det sig
at Jesper havde rigitg gode evner. Han gennemførte
en forprøve til jægerkorpset og brækkede
så benet på ski i Val Torens, 14 dage før
den endelige prøve. Så blev han ski og klatrebums.
I slutningen af firserne lavede vi en film sammen, ”En
lodret udfordring” med Jan og Sally i hovedrollerne.
Den handlede om klatring (hvad ellers?) på klipperne
i Utby ved Gøteborg. Filmen var lidt lavbudget og vi
havde lejet en Citroen Hy kassevogn, der skulle skubbes i
gang eller startes med håndsving. Vi sled og slæbte
i to uger, mens foråret blev til sommer, træerne
blev grønerere og grønerere, fuglene sang og
stakkels Jan og Sally klatrede de to sammen ruter konstant.
Jesper havde bygget en rampe til mig som jeg skulle filme
fra, to stiger bundet sammen med masser af reb og et bræt
i mellem, ”smadder god at filme fra” mente Jesper.
Efter at have brugt en halv dag på at sætte stigen
på vandret ud fra klippen helt oppe under toppen og
undertegnede havde besteget platformen og skulle ned igen
og skulle klippe mig over i et andet reb var der et lille
problem, fra klippen hvor Jesper stod var det svært
at se hvilket reb der var det rigtige af de 6 - 8 reb der
hang ned alle steder fra. Endeligt blev et gult 8 mm statisk
reb udvalgt til at være det rigtige. Rimelig presset
sætter jeg otte tallet i den og tjuhej så var
jeg afsted for trejde gang i en repelling. Og optagelserne
var fantastiske.
Silkevejs ekspeditionen i 1993 var et mærkeligt eventyr.
Vores mål første Pik Pobeda blev fravalgt efter
10 dages reconisering på grund af rigtig rigtig dårlige
sne og iskonditioner og så afsted til Pik Lenin. Først
tilbage til XX hvor Jesper finder en ung fyr på en cafe
der kan tale lidt engelsk og gerne vil være vores tolk,
siden finder bureauet en chafffør og en lastbil, og
så afsted til Kirgisien, hvor vores visum vist nok duede.
En lille tur på ladet af en åben lastbil på
1000 km, men hvad ellers? Tage hjem igen – aldrig.
Desværre døde vores tolk og chauffør i
basecamp af forgiftning og en dag fra toppen måtte Søren
og Jesper vende om. Efter en del besværgeligheder hvor
vi blev holdt i civil arrest, frataget vores pas, måtte
skændes med fulde og bevæbnede soldater om at
måtte køre videre og løb tør for
benzin og måtte købe af den lokale bande og endnu
en gang måtte tage de 1000 km på ladet af en lastbil.
Lykkedes det os at komme hjem igen. Selvfølgelig, fordi
vi kom altid hjem igen. Altid.
Også da vi sidenhen lavede firmaet Holst & Ritzau
sammen og Jesper udviklede en ny dynamisk refleksionsmetode,
sammenblandet af en langrække teorier og metoder. Her
lavede vi rigtig meget outdoor teambuilding. Og mange gange
skinnede solen og alt var fantastisk og andre gange regnede
det i dagevis – men det var stadig fantastisk. Og kunderne
elskede Jesper. Hans humør svigtede aldrig og de kunne
ikke altid huske hvad de havde lært, men de kunne altid
huske Jesper.
En af metoderne vi arbejdede med optog jesper meget; Appreciative
Inquery der fokuserer på det der virker, på vores
sucesser og hvordan vi udvikler os som mennesker på
baggrund af vores drømme og vores ”kloge greb”.
Dette passede godt til Jespers ret possitive sind og han blev
mere og mere ”AI agtig” de seneste år.
Jesper private liv var også blevet meget AI agtigt med
et ombygget hus, der hvor han rigtig godt kunne lide at være,
på landet tæt på naturen. Sammen med sin
kone Mille som han elskede højt, og sammen med sine
børn Franciska, Theodor, Anton og Selma, de første
3 sammen med Laila. Her stortrivedes han og var på vej
ind i et nyt kapitel af et liv, han havde kæmpet hårdt
for i mange år for at få.
Men det fik han desværre ikke.
En stor mand og et stor menneske fyldt med kærlighed
har forladt os og verden er ikke den samme mere for os der
kendte ham.
Og kære Jesper, du var min bedste og nærmeste
ven, nu er du ikke mere. Jeg håber jeg var lidt af al
det du var for mig.
Og nu sidder jeg tilbage med mindet om dig – et minde
der lige nu gør ufatteligt ondt – men et minde
som jeg hver dag i resten af mit liv vil ære, og som
vil hjælpe mig til at tænke positivt og anerkendende.
Henrik Wiese
Røverhistorier fra en svunden tid..
Midt i den ubegribelige sorg over Jespers død, er det
fantastisk at sidde og læse alle disse indlæg.
Jeg tror ikke jeg er den eneste der henholdvis græder
hysterisk og skriger af grin af de mange historier.
Jesper har virkelig sat heftige indtryk og uden at virke selvudslettende
tror jeg ikke at der kunne oprettes en blog der var lige så
læseværdig på mig selv.
Jeg vil gerne følge Viggos opfordring til at fortælle
om mine oplevelser med Jesper. Det bliver ikke kort, men du
bad selv om det Viggo:-)
Jeg fik fornøjelsen af Jespers venskab fra 1982 til
2007 - 25 fantastiske år.
Det startede på Gentofte Amts Gymnasium hvor jeg læste
HF med et relativt lav engagament.
Vi var venstreorientede og synes at Venstre Socialsterne var
for borgerlige. SAP, KAP og DKP var noget der duede og de
holdt også nogle fede koncertarrangementer med bl.a.
Kliché og Skousen&Ingemann.
Pludselig en dag lød et farligt spetakel fra en bagtrappeopgang
på skolen og vi gik ned for at undersøge det.
Her sad en fyr i murerskjorte i mælkedrengestof og tæskede
løs på et trommesæt. Psykopaten mindede
mest af alt om Animal fra Muppet Show og havde valgt trappeopgangen
pga. den fede akustik! Den person måtte undersøges.
Han havde vist været tilmeldt i noget tid, men ikke
været myreflittig med sit fremmøde. Men det viste
sig atr Jesper og jeg begge læste HF – i hver
sin klasse - og faktisk kom til at have en del undervisning
sammen.
Trods mit lave engagement var jeg ganske pligtopfyldende og
klarede derfor den 2-årige uddannelse på blot
3 år. Jesper gik mere grundigt til værks, og efter
10 år var den HF i skabet!
Vores samvær var baseret på tiden udenfor, ind
i mellem og især om aftenen/natten. At Jesper blev smidt
ud af HF få uger inden eksamen i 1984 kunne dog ikke
ændre på at han og jeg opførte ”I
skovens dybe stille ro” til translokationen.
En dag kom jeg hjem i Jespers families kæmpevilla i
Holte, der var rummelig i mere end én forstand. Her
gennemgik Jesper dagens post, primært rykkere fra SU,
biblioteket og Ribers. Han skyldte små 140.000 kr. væk.
Jeg var ved at skide i bukserne på hans vegne, men Jesper
kastede bare papirerne hen til reklamerne og det andet affald.
Hvis jeg troede at han gjorde det for at spille smart, skulle
jeg blive klogere. Det var helt under hans niveau at lade
sig påvirke af den slags småting.
Mange fester blev det til i det gæstfri Holte-hjem.
Til Troels dejlige indlæg om vores ”politiaktion”
i Holte har jeg et par tilføjelser:
Megafonen var ”lånt” i den nærliggende
Holte Roklub sammen med nogle kasser øl, som vi mente
at vi var i vores gode ret til at låne fra denne kapitalistiske
og borgerlige forening som Jesper havde glæde af i hele
sin barndom. (som voksne blev vi begge aktive i denne borgelighedens
højborg, og som følge heraf fik vi nøgle
til klubben - helt mærkeligt at benytte hovedingangen).
Det er korrekt at folk krabbede rundt, men vi skal heller
ikke glemme at Troels (der førte ordet i mikrofonen,
fordi han kendte Politi-sproget fra BZ-aktionerne) bad folk
om at komme ud af huset med armene over hovedet. Det kan godt
være at gæsterne sympatiserede med BZ´erne,
men de havde ikke BZ´ernes sejghed. Ergo kom hele banden
ud med armene over hovedet, mens de mere sejge lå og
gemte sig under en seng.
Det var iøvrigt en god fest, hvor Mik og jeg lukkede
ballet med at spille luftguitar til ”Hallelujah”
den israelske grand prix vinder. Efter ca. 50 afspilninger
i træk kom Jespers søster, Camilla, flåede
pladen af og knækkede den. Det kostede også en
pick-up. Så kunne vi lige så godt gå i seng.
Det gjorde vi – på det dengang uisolerede loft
– alt andet var optaget og der blev iøvrigt korpuleret
på kryds og tværs.
Jesper og jeg følte også et stort ansvar for
den yngre generation, som vi jo skulle give noget dannelse.
Så en dag tog vi Jespers bror Christoffer (efter hvem
min søn er opkaldt) og Viggos gudbarn Henriette med
til byen.
I følge Christoffer var de 11 år gamle, så
lad os bare sige at de var 14 år. Jesper og jeg har
så været omkring 18 år og verdensmænd.
Vi kom vist til at drikke dem temmelig fulde og så skulle
de jo introduceres til Rocky Horror Picture Show i Klaptræet.
Henriette blev lidt småsløj og måtte -
ifølge eget udsagn - ud og ofre til guderne. Jesper
reddede Henriette ved at ringe hjem til hendes forældre
og sige at hun altså ikke kom hjem og sov... Af en eller
anden grund accepterede de det.
Jesper og jeg var på session sammen i Høje Tåstrup
i 1984. Jesper trak nr. 26.000 og jeg trak nr. 666. Jeg ville
ikke ind og græd. Jesper ville ind og meldte sig til
Jysk Dragon Regiment i Holsterbro. Det var dybt provokerende.
Jesper gjorde karriere i miltæret og fik kontrakt. Han
blev konstabel og sidenhen kunne han heller ikke holde snitterne
fra Hjemmeværnet. Selvom man var pacifist kunne man
ikke lade være med at elske Jesper.
Han fik selvfølgelig organiseret militærbomber
som man kunne bringe til sprængning nytårsaften.
Det var før begreber som sikkerhedsafstand og sikkerhedsbriller
vandt indpas.
Jesper var glad for piger (især med større brystmål,
som Troels påpegede) og han havde en enorm tiltrækningskraft
på dem, trods sit ret bøvede udseende. Jeg mener
at flere af mine ungdoms kærester måtte (mere
end) overgive sig til Jesper, og i skyggen af den frie sexrevolution
der kun lå 15-20 år tilbage – var det også
OK. Man kunne ikke blive sur eller jaloux på Jesper.
Ingen havde patent på nogen...
Jesper var fantastisk til at feste og jeg elskede at gå
i byen med ham. Det var sådan set ligegyldigt hvor vi
endte, for vi dansede altid sammen, og som regel var der også
3-4 andre med, bl.a. Nikolai, Sløve Lars, Mikael, Erik
Willer, Jens Sørensen m.fl.
Ingen af os dansede særligt godt, men vi brugte hele
kroppen, og synes vel egentlig også at vi var meget
lækre i den situation. Når vi dansede fyldte vi
hele dansegulvet og var aldrig for fine til at smigre nogle
piger eller tage dem lidt på bagdelene. Man kunne højest
få en flad – eller et smil. Lussingen registrerede
vi ikke - smilet gengældte vi.
En dag i 1985 var Jesper og jeg til fest hos Jens, Erik og
en jysk slimet fissekarl de kaldte Torben. Det var i Guldbergsgade
på Frederiksberg og der var stillads udenpå huset.
Det var lidt spændende for Jesper og jeg havde jo allerede
besteget stilladset på Helligåndskirken og været
helt oppe at røre kuplen i en 3.grads brandert –
alt under kontrol!
Jesper fik den kreative ide at kaste sig ud fra 3. sal i det
reb som håndværkerne bruger til at hejse materialer
op med. Desværre var der ikke nogen knude for enden,
så Jesper styrtede direkte mod jorden med fødderne
først. 100 kilo fra 3. sal!
Jesper åndede, men var ellers uden bevægelse.
Jeg forsøgte at tænke skarpt. Vi kunne ikke ringe
efter en ambulance, for der var ingen der havde abonement
på Falck! Ergo rekvirerede jeg en taxa. Vi fik den mere
eller mindre livløse Jesper ind på bagsædet
og han blev kørt til det nærliggende Frederiskberg
Hospital. Nogle gode mennesker tog med ham. Selv vendte jeg
tilbage til festen – ikke noget at være stolt
af, men Jesper klarede sig naturligvis og var på toppen
efter 6-7 måneder...
Jesper og jeg boede sammen i flere forskellige lejligheder,
bl.a. i Willemoesgade og Kjeld Langes Gade. Det var ren kaos
og hælercentral, men vi holdt ved. Det var faktisk ikke
så ofte jeg så Jesper, for han havde jo venner
i hver en by og hver en gade, men ind i mellem betalte han
halvdelen af huslejen. I det store regnskab gik det op - Jesper
var aldrig nærig - højest lidt ustruktureret
når det kom til regninger.
Jesper og jeg har også været i detentionen et
par gange. Dels da vi rendte rundt på perornerne på
Københavns Hovedbanegård klokken 3 om natten.
Dels da vi blev uvennner med dørmanden på Grock.
Jeg græd mig i søvn, mens Jesper faldt i søvn
på stedet og var fuldstændig uanfægtet.
Vi fik begge et godt lag polititæsk og på nogen
hjælper det på nattesøvnen...
Jesper ydede et stort bidrag til min musikalske horisont,
og i en flerårig periode var vi 4 gange om ugen på
Grock for at se Jazz med bl.a. NHØP. Her sad Jesper,
Nicolai Blinkenberg, Sløve Lars og jeg ofte til klokken
04.00 om morgenen for derefter at møde i skole klokken
08.00.
En dag i 1987 blev jeg meget forelsket i en pige som jeg mødte
på Studenterforeningen. Det var et hipt sted for 20
år siden (men så kom krigen...)
Nå, men Jesper kendte hende selvfølgelig og de
havde vist været en slags kærester i barndommen.
Jeg synes nok hun var lidt snobbet, men Jesper kunne berette
at hun vare 100% OK. De havde boet i samme kvarter.
En aften brød vi ind i forældrenes have, så
jeg kunne se huset og værelset hvor hun havde boet som
ung. Af en eller anden grund gjorde det en stor forskel. 10
år senere ejede jeg huset og i dag er jeg lykkeligt
gift med Gry. Tak for dit væsentlige bidrag, Jesper.
Jeg elsker min svigermor og min kone og jeg er sikker på
at dit bidrag har gjort en forskel.
Jesper var en stjerne og kan ikke erstattes. Men han havde
også punkter der tålte udvikling. Han var en person
for hvem det var vigtigt at få opfyldt hans personlige
behov. Det var ikke hans venner der betalte prisen for hans
egodrive, men hans nærmeste.
Jeg har altid haft det vanskeligt med skilsmisser, og er ganske
unuanceret i mine fordømmelse – især når
der er børn involveret. Det oplevede Jesper også
da han valgte at forlade Laila og sine 3 børn.
Vi havde en del diskussioner om emnet, og jeg mente bare at
han skulle betale ved Kasse 1, så Laila og børnene
kunne blive i deres nærområde. I min ensidige
vurdering af situationen lagde jeg også vores venskab
på køl. Men Jesper tilgav mig – og jeg
ham. Og han betalte rent faktisk ved kasse 1. Respekt!
Jesper står som en uerstattelig ven, mand og far.
Jeg kunne blive ved, men lad mig slutte med at konstatere
at Jesper ikke var misbruger, men en bruger af livet.
Hans kampråb: Hvad fanden har I gang I=?
Frederik Willerup
Når jeg tænker på oplevelserne med Jesper
er der en lille tur jeg vender tilbage til som på alle
måder var klassisk Jesper.
Min bror Mathias og jeg boede i udlandet og vi var tilbage
i DK i en uges tid- Jesper havde kaldt os hjem fordi vi skulle
træne til Raid Gaulloises (hvilket i sidste ende ikke
blev til noget). Nå men det var jo noget med hesteryg,
kajak, mountainbike, bjergbestigning osv, så vi måtte
hellere gå igang med at få styr på disse
transportformer.
Jesper på hesteryg i frederiksdal var et syn for guder.
Totalt ude af kontrol.
Jesper havde arrangeret at vi kunne låne nogle havkajakker
og så var planen at tage ud til Veen og tilbage igen.
Mathias havde aldrig siddet i en kajak før, Jesper
påstod han havde styr på det (han havde nok prøvet
det i en swimming pool!). Nå men han siger vi skal være
klar fredag nat kl 2 hvor vi skal hente kajakerne... øh
ok?! Han kommer så i Eriks varevogn og vi tøffer
ind til byen, nærmere bestemt idrætshøjskolen
hvor en eller anden uansvarlig person har givet ham en nøgle.
Parkeringen foregår diskret via sidegaderne, og så
bliver Mathias instrueret i at holde øje og Jesper
og jeg henter udstyr. Har du ikke clearet det med skolen?!
Nåh, så længe de er tilbage inden mandag
morgen er der ikke noget problem. Klassisk.
Vi sætter skuderne i søen næste dag, og
det er sgu ikke kedeligt at sejle igennem øresunds
sejlrende. Det er pissekoldt, moderate bølger (heldigvis),
men men ser en supertanker i det fjerne og øjeblikket
efter har en overhalet ind. Vi ankommer dog i højt
humør og masser af yoooor! til Veen sydvest kyst.
Så har jesper planlagt middagsmad. Punkt 1: fang en
kanin. Det er nemt nok drenge, jeg har prøvet det på
grønland, man skal bare overrumple dem, kaste en sten
på dem så de brækker et ben og så
har man dem! Han havde også sin mega-Gerber-killer-kniv
(som jeg havde købt til ham i USA) så vi var
fuldt udstyrede til at gøre det af med kræet.
Vi brugte derefter 2-3 timer på at spæne rundt
efter de forpulede kaniner, men vi kom på ingen måder
tæt på at true nogen på livet. Vi gav dem
højst lidt eftermiddagsmotion! Og det selvom det væltede
med kaniner på markerne. Vi blev pludselig noget skeptiske
over hans Grønlandshistorier!!
Så aftensmaden blev vores feltrationer ved lejrbålet.
Mens vi sad og nød livet, kom en forvirret kanin pludselig
løbende ind i vores lejr, går i panik, og gemmer
sig i en stenbunke lige ved siden af. Jesper ber Mathias og
jeg om at tage kræet ud, så henter han kniven.
Det var vi sgu ikke meget for. Så det bliver Jespers
barske næve der hiver den frem og inden længe
er kaninen uden hoved og Jesper står triumferende med
kanin og gerberdolk, blod ud over det hele og hans klassiske
vilde grin over hele fjæset. Fantastisk.
En af de mange ting jeg har lært af Jesper er at eventyret
og oplevelserne findes overalt, også i baghaven. Man
behøver ikke en ugers ekspedition til fjerne verdensdele,
men en weekend i skoven, i kano, på kullen kan bruges
til fantastiske oplevelser. Og det var også fantastisk
som Jesper bare tog det som selvfølge at børnene
skulle med- de var på ingen måde nogen hindring,
tværtimod.
Jeg er meget taknemmelig for de gange hvor jeg hoppede på
dit buldrende ekspresstog- det har på mange måder
inspireret mange af mine egne ture, sammen med min bror, med
min familie og med andre. Jeg vil tænke på dig
derude- på klippen, isen, i vandet og i luften, ved
solnedgangen og lejrbålet, og ikke mindst i baghaven
med ungerne.
Fritze Merete - Jesper's mor:
Tak for alle de søde og kærlige ord om Jesper
- og jeres beskrivelser og relationer til ham - det glæder
og trøster - for hvor har I haft det sjovt sammen.
Omvendt ville Jesper aldrig have haft så fuldt og eventyrligt
et liv uden alle jer.
I var hos ham i alle de mulige og umulige situationer - I
var hans venner, som han elskede, rundt om ham, hos ham, det
gjorde ham lykkelig. I grinte og græd sammen med ham,
reddede ham fra kanten, og jublede med ham, når det
alligevel gik godt. I var med til at skabe hans utrolige liv.
Jesper var meget mere, end jeg vidste, klog som han var, fortalte
han langt fra alt - så havde jeg aldrig lukket et øje.
Han var et mulitimenneske med mange talenter - vigtigst var
hans kærlige og elskelige sind, og den ro ham udstrålede.
Man kunne altid læne sig op ad Jesper - så steg
humøret.
Jesper var helt sin egen - tilhørte ingen. Han delte
sin glæde med os, og vi deler vores sorg med hinanden.
Savnet vil blive stort, men han har givet os så meget
at leve videre på - og han har plantet sine gener i
4 dejlige børn - han forsvinder aldrig.
Jeg takker ham hver dag for, at han døde i mine arme
- han sluttede ringen. Jeg brugte mange kræfter, da
han blev født, og jeg brugte mange kræfter, da
han døde. Var han død på et bjerg, havde
hele familien været på ekspedition i dag med en
guide. Den risiko ville Jesper ikke løbe. Jeg er f.eks.
dårlig til højder, men ville være taget
afsted alligevel.
"Da du blev født, græd du, og alle stod
omkring og smilede.
Stræb efter et liv, så du dør med et smil,
og alle står omkring dig og græder"
Indisk ordsprog
Endnu engang tak til jer alle, og min dør står
altid åben, hvis nogen skulle have behov for at tale
om Jesper.
Frits Ziegler:
Kære Jesper
Vi burde have vænnet os til tanken om at du ikke længere
er i blandt os, men det er svært. Du var som en prop
i en balje vand: hver gang at man dukker den under vandet,
kommer den lige så hurtigt op til overfladen. Der var
stort set intet som kunne slå dig ud. Dit evige gå-på
mod, positive, lyse sind, "vanvittige" uberegnelighed,
platheder og sjofelhedder, uselviskhed, faglige dygtighed-
både klatring og teambuilding, evne til at se fremad
og altid få det bedste ud af tingene, kærlighed,
uden fordomme og meget, meget mere, alt dette vil jeg savne.
Det er mig stadig ufatteligt at du er væk, en bedre
legekammerat skal man lede længe efter. Og så
dine dejlige unger, gid de sjæl må lyse over dem.
Kvinderne i dit liv, ikke mindst Camilla, lys også over
dem.
Kærlige hilsner fra , din legekammarat fra idrætsstudiet,
fra Holst & Ritzau, og ture til Sverige.
Mikael Bay Skilbreid:
Tak for en smuk og varm begravelse i lørdags. Det var
en dejlig dag selvom det også var en frygtelig sørgelig
dag. En fest over Jesper, fuld af gode historier og grin midt
i tabet. Jeg kommer lige som hans andre venner, til, at savne
ham inderligt, og kan slet ikke forlig mig med tanken om at
han ikke kommer til at være der for Mille, Laila, ungerne
og resten af familien.
Jeg stødte på Jesper i ´83 Gentofte Statsskole,
hvor han sammen med Henrik Wiese besluttede sig for at deltage
i alle fester i 1. g selvom de gik i 2. HF (for anden eller
tredje gang…).
Som supplement til historierne om hans indgående kendskab
til ordensmagten skal lige med, at det lykkedes Jesper at
hyre en politibil med to uniformerede betjente til at køre
ham og Henrik W til fest hos Malene fra min klasse –
som Jesper triumferende sagde efter at være ankommet
med politieskorte: der er sgu´ forskel på uroerne
fra station 1 og så herude i Charlottenlund!
Efter gymnasiet var jeg i Sydøstasien i 1½ år
– dagen efter jeg kom hjem ringede Jesper og foreslog
at vi tog til Kullen for at klatre, hvilket jeg aldrig havde
prøvet før. Min mor mente at det var farligt,
men jeg kunne berolige hende med, at jeg var sammen med Jesper
– hun forsøgte derefter bleg, at forbyde turen.
Vi havde en kanon tur med overnatning i grotten, hvor vi fortalte
porno-historier så vi til sidst var nødt til
at tage en dukkert.
Jeg har haft mange vilde og dejlige ture i byen med Jesper
og føler mig som ven snydt – det var ikke færdigt.
Jesper og jeg havde meget tilbage som vi skulle have ordnet.
Og det er det værste – og mærkværdig
uacceptabelt.
Jeg har derfor også tænkt om vi skulle tage Viggos
’opfordring’ til efterretning, og samle alle de
vildt livsbekræftende historier, i deres amoralske og
– nogle steder – overdrevne udtryk, i en bog om
Jesper? Det skal ikke være en helgen-beskrivelse, men
en uforagtet fortælling om hvordan livet også
kan leves – arbejdstitlen kunne være Viggos forslag:
’Jeg har besteget et bjerg på 12.000 meter’.
Mange af historierne er jo allerede gengivet her på
bloggen, men de har jo lidt flygtig karakter – så
hvis nogen af jer er med på ideen kunne vi jo lave en
arbejdsgruppe?
I er velkomne til at skrive til mig her på siden eller
på min mail: mbs@dkma.dk
Caroline Nervil Kistorp:
Det var meget mærkelig og sørgeligt, tilfældigt
at opdage, at Jesper Ritzau pludseligt er død.
Jeg kendte Jesper for mange år siden omkring 1983 i
tiden på Gentofte Statsskole, hvor han som nævnt,
altid dukkede op til vores fester i 1. g. Trods de mange år
-kunne jeg med det samme jeg læste hans dødsannonce,
se hans smilende ansigt for mig, løbende op ad trappen
på Gentofte Statsskole med en gammel fjelræv på
ryggen - som regel med trommestikker i og kun sjældent
med bøger, råbe "gaang i den".
Jesper var en person man aldrig glemmer, han lyste op, var
altid garanti for at man var i godt og aldrigt kedeligt selskab.
Han må efterlade sine venner og familie et meget stort
tab.
Jeg håber en dag at kunne læse alle de skønne
historier, i en bog om Jesper.
|
